Øen  |   Organisations- og foreningsliv  |   Forsamlingshus  |   Opslagstavlen

Historie

Alrø i historien
Alrø er med sine knap 8 km² den største af de tre øer i mundingen af Horsens Fjord. Den langstrakte, lave ø var i stenalderen delt i to af en sænkning, der endnu kan anes nord for rækken af gårde, der strækker sig langs den lave rygning, hvor nu også vejen gennem øen løber. Ved ekstremt højvande bliver sænkningen meget tydelig; jorderne omkring den afvandes af Holterenden, hvorfra vandet pumpes ud i fjorden ved øens vestende, der nu er sikret mod højvande med en dæmning.

Ved udløbet er renden gravet gennem en køkkenmødding, også andre fund fra Alrø viser, at i den sidste del af jægerstenalderen, ertebølletid, der varede fra ca. 5400 til ca. 4000 f. Kr., levede menneskene her hovedsageligt af jagt og fiskeri. Der har givetvis boet mennesker på Alrø lige siden, hele tiden i nært samspil med fjordens øvrige befolkning. Der var aldrig langt til nabokysterne fra øens færgesteder og vadegrunden fra øens østende til Gyllingnæs.

I bondestenalderen fra ca. 4000 til ca. 1700 f. Kr. blev folk bofaste og gav sig til at dyrke jorden, men fra hele den lange oldtid er der meget få fund fra Alrø. Man ved, der engang lå en vældig stendysse et sted på øen, men der kendes ingen sikre spor af bebyggelse. Den gode jord af fed frugtbar moræneler er blevet for grundigt dyrket gennem årtusinderne, og man skal et stykke ind i middelalderen, før Alrø dukker op i historien, dvs. at den omtales i skriftlige kilder.

Sagnene om vikingedronningen Alrune og kong Hjarne på Hjarnø er gode historier, men uden baggrund i virkeligheden. I Kong Valdemars Jordebog, der er en fortegnelse fra 1200-tallet over kronens besiddelser, kan man til gengæld se, at Alrø dengang som mange andre af Danmarks øer tilhørte kongen. Der står: ”Alrø. Hus. Hare.” Dvs. der er et hus – en kongelig jagthytte – og harer, dengang som senere et yndet jagtbytte. Folk på øen var kronens bønder, og med tiden, måske så sent som i 1400-tallet, fik de den stenkirke, der endnu står med et senere våbenhus, hvælv i koret fra 1617 og en meget mærkelig døbefont.

I løbet af middelalderen, måske i 1300-tallet, da kronen pantsatte mange af sine besiddelser, kom Alrø under Aarhusbispen, men med reformationen i 1536 blev den som det meste af kirkens gods igen kronens. Befolkningen var kronens fæstebønder indtil 1661, da Frederik III gav Alrø og Endelave i faddergave til to sønner af Niels Banner, kronens lensmand på Aakær. De beholdt ikke øen længe, og efter nogle år med skiftende ejere forskellige steder i landet blev Alrø fra omkring 1700 familien Rosenmejers ejendom.
Just Rosenmeier fra Westfalen havde giftet sig til ejerskabet af nogle af øens gårde og bosatte sig på Alrø. Med tiden skaffede han sig flere gårde, og gennem de følgende århundreder beboede hans efterkommere mange af Alrøs gårde. Nogle af dem og en stor del af øens jord tilhører stadig medlemmer af slægten.

Alrøs jord blev udskiftet i 1798, få år efter var alle bønder blevet selvejere, og siden blev enkelte gårde anlagt uden for landsbyen, nogle i forbindelse med en udstykning sidst i 1800-tallet, andre ved præstegårdsjordens udstykning i 1925. Således voksede efterhånden tre mindre bebyggelser frem på øen, der fik dæmning til fastlandet i 1931, men længe bevarede sit øpræg. Den er stadig en landbrugsø uden sommerhuse, campingplads eller offentlige friarealer bortset fra parkeringspladsen ved den gamle dampskibsmole, hvorfra der engang var skibsforbindelse til Horsens. Nu lever kun en lille del af Alrøs familier af landbrug, men jorden er fuldt opdyrket. Der er et meget rigt fugleliv, og en del af Alrø er beskyttet Ramsar-område.

Øen var selvstændigt sogn i hvert fald fra 1555 og er det stadig, men deler nu præst med Gylling, hvor præsten bor. Indtil 1970 var øen også selvstændig kommune med egen skole, bibliotek, forsamlingshus, posthus, telefoncentral og i lang tid også mejeri og hele to købmænd samt benzintank og regelmæssig busforbindelse til Odder. Den ene købmandsbutik var en tid café og skolen blev bevaret som friskole, indtil elevtallet blev for lille. Nu går øens børn i skole i Gylling og efterhånden er alle serviceinstitutionerne borte, der er end ikke en postkasse på øen. Til gengæld er der nu to traktørsteder, en italiensk restaurant med vinsalg og delikatesser i Møllegården og ”Marens hus”, en kaffestue med salg af antikviteter i en tidligere købmandsbutik. Fra dampskibsmolen, der er forlænget med en træbro, kan man p.t. et par gange om dagen i sommertiden komme med en lille cykelfærge til Snaptun.

Copyright Rikke Agnete Olsen
maj 07